Dansk Hunderegister går digitalt
Vi opdaterer vores hjemmeside, og det vil herefter være muligt at foretage besidderskifte på sin hund online. Alt du skal bruge, er dit NemID.
Når du skal besidderskifte din hund, vil du fremover blot skulle logge ind på din hunds side med dit NemID.
Her vil der være en kort formular, du skal udfylde. Når formularen er udfyldt, bliver den sendt til køber, som modtager en mail, der bekræfter købet. På den måde er hunden besidderskiftet og vil blive slettet fra din side i registeret og ført over til den nye besidder.
Opdatér dine oplysninger
Som en del af det nye digitale system vil vi også blive koblet til CPR-registeret. Det betyder, at du ikke længere skal tænke på at sende os oplysninger med posten om adresseændringer. Sådanne ændringer modtager vi fremover automatisk. Du skal blot sikre dig, at dit CPR-nummer, telefonnummer og mailadresse altid er opdateret i vores register. Alle oplysninger i Dansk Hunderegister om hunde og deres besiddere vil fremover blive hostet af en sikker server hos Itadel (tidligere TDC-hosting) i Danmark.
Fra oktober vil vi ikke længere sende registreringsattester ud med posten. Disse vil blive sendt via mail og lagt på hundens stamkort. Har du ikke adgang til mail, så sender vi naturligvis fortsat med post.